Spilleregler for Sundhedsalliancens arbejdsform

Arbejdsformen udtrykkes i fælles spilleregler.

§ 1 Formål

Sundhedsalliancens formål er at fremme udviklingen af de fremtidige kompetencer for sundhedsprofessionelle i Nordjylland.

Gennem målrettede projekter og initiativer arbejder vi for at forbedre faglige kompetencer, fremme tværfagligt samarbejde og livslang læring samt understøtte karriereudvikling inden for sundhedssektoren. 

§ 2 Sundhedsalliancens parter er:

  • Professionshøjskolen UCN
  • SOSU Nord
  • SOSU-STV
  • Aalborg Universitet, Det Sundhedsfaglige Fakultet
  • KKR Nordjylland
  • Region Nordjylland

Hvis der er enighed om det, kan nye parter optages i alliancen.

§ 3 Alliancemødet

Alliancemødet er Sundhedsalliancens fælles organ, hvor viden og erfaringer udveksles. Beslutninger tages ud fra konsensusprincippet. Beslutningskompetencen ligger i det rum, som parterne hver især bringer med. Der er en særlig opmærksomhed på, at KKR ikke er en selvstændig myndighed. Det betyder, at nogle kommuner kan tilslutte sig beslutninger – og andre ikke.

Alliancemødet har besluttet at mødes ved kvartalsvise fysiske møder med mulighed for ekstra møder virtuelt efter behov.  Alliancen oprettet en platform til videndeling og formidling af initiativer. Modtagerne er primært alliancens parter men også eksterne samarbejdspartnere. 

Parterne kan på tværs indgå aftaler om/optage projekter.

Ad hoc grupper kan nedsættes

Økonomi til projekterne ligger i projekterne. 

§ 4 Tovholder- og sekretariatsfunktion

Tovholder- og sekretariatsfunktionen går på skift mellem parterne. Alliancemødet beslutter både turnus og periode for funktionen. 

Tovholderplan:

  • Region Nordjylland: Frem til sommeren 2024
  • UCN: Fra sommeren 2024 til sommeren 2025
  • SOSU-skolerne: Fra sommeren 205 til sommeren 2026

Tovholder- og sekretariatsfunktion fastsætter dagsorden, udarbejder referat og følger op på møder i samarbejde med parternes kontaktpersoner. Ligeledes har man styringen af det stof, der skal formidles på alliancens hjemmeside, som hostes af Region Nordjylland.

§ 5 Alliancens holdninger og tilgang til projekter

Fælles holdninger og tilgange til projekter formuleres på Alliancemødet - og det aftales samtidig, hvordan formidlingen skal ske.

§ 6 Opløsning

Alliancen opløses ved fælles beslutning. Hvis én af parterne ønsker at forlade alliancen, skal det ske med et varsel på 6 måneder.

§ 7 Ikrafttrædelse

Spillereglerne træder i kraft efter tilslutning på sundhedsalliancens møde d. 6. november 2023.

Parterne i alliancen repræsenteres ved:

  • Professionshøjskolen UCN: Rektor Kristina Kristoffersen
  • Aalborg Universitet: Dekan Lars Hvilsted Rasmussen (Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet)
  • SOSU Nord: Direktør Lene Kvist
  • SOSU-STV: Direktør Peter Møller Pedersen
  • KKR Nordjylland: Direktør Bente Graversen (Aalborg Kommune)
  • Region Nordjylland: Koncerndirektør Anne Bukh 

De primære deltagere vælger selv, om de ønsker at stille med yderligere én repræsentant. 

Der er mulighed for, at andre parter kan tilslutte sig alliancen, hvis der er enighed om det.

Opdateret